Billederne på denne side er konstrueret til at snyde det menneskelige øje.

 

Er disse linier parallelle?

 

Er fliserne sat skævt op?

 

Er der buler i disse skakbrætter?

 

Pletter for øjnene...

 

Er dette en spiral?

 

---

Den blinde plet

Hold dig for det ene øje. Langsomt skal du fokusere, et efter et, på tallene fra 1 til 6, og tilbage igen fra 6 til 1. Under hele turen skal du lægge mærke til solen i udkanten af dit synsfelt. For nogle af tallene forsvinder den!!!

Grunden til at solen forsvinder er den måde øjet er bygget op på. På øjets "bagvæg" sidder nethinden, hvor lyset danner de billeder du ser. På nethinden sidder en masse små sanseceller som opfanger lyset og genererer elektriske impulser. Impulserne sendes til hjernen gennem synsnerven. Der hvor synsnerven og øjet mødes, er der ikke plads til sanseceller. Du kan derfor ikke se det lys der falder dér. Stedet kaldes "den blinde plet".

Det som kaldes "den gule plet" er et sted hvor der er særligt mange sanseceller. Det er centrum i dit synsfelt.

 

---

James Fraser

Den britiske psykolog James Fraser beskrev i 1908 en metode til at konstruere synsbedrag. Metoden er meget virkningsfuld, døm selv...

 

Hænger malerierne skævt?

 

Er dette en spiral?

 

Tekst skrevet med Frasers metode...

 

Fraser's metode går, enkelt sagt, ud på at lave linier med det han kaldte "retnings-elementer". Et retnings-element ser sådan ud:

Den bedste illusion fås når enderne maskeres. Den ternede baggrund, som ses i billederne, er ideel til det formål.

Artiklen hvori Fraser beskriver retnings-elementerne er: "A new illusion of direction" i British Journal of Psychology, 2 (1908), s.307-320

 

---

Hurlumhej

I Første Verdenskrig (1914-1918) blev mange nye våbenteknologier introduceret. For eksempel ubåde med torpedoer. De viste sig at være et utroligt effektivt våben, som særlig Tyskland forstod at bruge. De allierede mistede mange skibe og prøvede derfor alt hvad de kunne, for at forsvare sig. Blandt andet opfandt de en særlig type kamuflage.

 

Havets og himlens udseende ændrer sig hele tiden, så ethvert farvemønster der skjuler i én situation, er iøjnefaldende i en anden. Briten Norman Wilkinson fremsatte derfor ideen med en kamuflage der ikke skulle skjule skibet, men med synsbedrag sløre dets type, størrelse, kurs, fart og afstand. Denne type kamuflage brugte klare og skrappe farver, og vilde siksak-mønstre. Den fik betegnelsen "razzle dazzle", som er engelsk for "hurlumhej" eller "larm og ballade".

De første dazzle-mønstre var en næsten hvilken som helst kombination af farver. I starten vidste man ikke hvad der virkede, og man eksperimenterede løs. Hvert skib fik sit eget mønster.

Umiddelbart kunne dazzle-mønstrene lyde som en dum idé. Men i praksis virkede det. Mønstrene brød skibenes omrids, og slørede deres kendetegn. Det forvirrede ubådskaptajnerne, som havde svært ved at genkende det de så i periskopet.

Zebrastriber gav illusionen af flere stævne. Falske bovbølger signalerede forkert fart. Når ubådskaptajnerne fejlbedømte kurs, fart eller afstand, sendte de torpedoerne forbi deres mål.

Senerehen - da man havde fået praktiske erfaringer, og havde testet ved at se skibsmodeller gennem periskoplinser - standardiserede man til en række faste mønstre.

Da krigen var overstået, blev skibene hurtigt malet om til deres gamle ensfarvede grå. "Hurlumhej"-malingen passede vist ikke så godt i militærets smag. Desuden var krigsfly en anden af de nye våbenteknologier der var blevet introduceret i krigen, og dazzle-mønstrene var alt for synlige fra luften.